Små familier i mindre rækkehuse
Småt og godt bor oftest alene, men har måske sit delebarn hver anden uge. Uddannelsen er typisk professionsspecifik men ellers på landsgennemsnit. Det afspejles også i beskæftigelsen, hvor de fleste er ansat på grundniveau eller står udenfor arbejdsstyrken. Ledigheden er noget over landsgennemsnit. Småt og godt befinder sig i middelklassen, hvor indkomsterne er rimelige, mens kun ganske få har opbygget en egentlig formue.
De fleste bor da også til leje, men godt hver fjerde ejer sin bolig. De har også indrettet sig småt og godt i et klassisk række- eller kædehus på 70 til 115 m², hvoraf mange blev bygget engang i 1980’erne. I disse kvarterer handles boligerne typisk noget under gennemsnittet.
Vil du finde dem, skal du kigge i store og små byer, rundt om i regionerne eller i forstæderne til de store metropoler.
Næsten tre fjerdedele har bil, men de kan også ses på knallerten eller motorcyklen, når de skal rundt.
Modellen til højre viser hvor Conzoom typen ligger ift. Gallup kompasset.
Gallup kompasset er et segmenteringsværktøj, som der på baggrund af værdi- og holdningsspørgsmål giver en nuanceret indsigt i forbrugernes adfærd, værdier og livsstil.
Du kan læse mere om dette i afsnittet nedenfor.
Småt og godt holder af hverdagen og har hovedsageligt fokus på det nære: de prioriterer hjemmet, familien og nærsamfundet.
Efter endt arbejdsdag er det hjem og lufte hunden inden aftensmaden. Tidligere foregik den tur ofte med en smøg i den ene hånd, men efterhånden har de fleste lagt tobakken på hylden og måske fundet e-cigaretten frem i stedet for.
Sport er ikke noget, der kan få dem op ad stolen, hverken på TV eller for at dyrke det selv. Det er ikke, fordi de negligerer sundheden; en overrepræsentation af Småt og godt forsøger at spise slankemad eller er på konstante slankekure. De er også nysgerrige efter at prøve nye produkter - helst før vennerne.
Når aftensmaden er spist, bliver der gerne syslet med håndarbejde, mindre gør-det-selv-projekter og computeren. De surfer gerne på nettet, måske efter dagens gode tilbud eller et nyt slanketip. Det kunne jo være, man fandt den perfekte kur. Udover at holde sig opdateret med sociale nyheder på Facebook, holder typen sig også orienteret om samfundet.
De elsker at se TV-serier og film, særligt naturfilm. TV’et kører næsten konstant i baggrunden, og de følger aktivt med på stort set alle kanaler. Discovery har en stor andel af sine seere blandt Småt og godt. I øvrigt læser de gerne Søndagsavisen samt både skøn- og faglitteratur. Det skorter derfor ikke med ting at bruge tiden på.
Spørger du dem, hvor de sidst var på ferie, vil de svare, at de har holdt ferie i Danmark i de seneste par år. Alligevel har en tredjedel været udenlands inden for det seneste år.
Selvom politik ikke er deres største interesse, betyder det ikke, at Småt og godt ikke har holdninger. De mener, at der er stor forskel på rig og fattig i dagens Danmark, og de er tilfredse med velfærdsstaten. De synes ikke, at skatten skal sættes ned, så man skal klare mere selv, og en del tror ikke, at privatiseringer er lig med effektiviseringer. Desuden viser mange, gennem deres holdninger og adfærd, at de er ganske miljøorienterede. Mange er endda medlem af en miljø- eller naturorganisation.
Værdimæssigt har de Traditionelle andele i både det Fællesskabsorienterede og Individorienterede.
Ved det seneste valg var socialdemokraterne de helt store stemmeslugere hos Småt og godt, men der var også en del, der satte krydset ved Dansk Folkeparti. Det agter de også at gøre ved næste valg.
Ønsker du yderligere information?
Udfyld formularen nedenfor, eller ring til os på +45 70 20 50 46